Spørgsmål og svar om forskellige teknikker!

Hvad er omvendt osmose?

Omvendt osmose er en filtreringsteknik, hvor man ved hjælp af en meget fin membran (0,001-0,0001mm) kan frafiltrere både ioner og opløste stoffer i vand ( mineraler )

Membranen kan vælges med en specificeret porestørrelse. Det gælder for alle ioner, at de ikke kan tilbageholdes 100%. En vis del (1-6%) vil gå igennem membranen, og det afhænger såvel af molekylstørrelsen som af membranen.

Membraner fremstilles i dag oftest af polyamid eller polysulfon, der kan arbejde i pH- området 2-12. Den filtrerede væske kaldes for permeatet, mens den tilbageholdte opkoncentrerede væske kaldes for koncentratet. I praksis opnås typisk et forhold mellem permeat- og koncentratmængden på 2:1 afhængig af saltkoncentration og membran.

En saltopløsning udøver et osmotisk tryk. Dette tryk skal overvindes, for at man fra en saltopløsning kan presse rent vand igennem en osmosemembran. Jo større saltkoncentrationen er, jo større osmotisk tryk skal overvindes for at få vand igennem membranen.

Omvendt osmose har først og fremmest vundet udbredelse ved fremstilling af drikkevand ud fra saltvand.

Bivirkninger:

Vand fremstillet på denne måde mangler vandets naturlige mineraler og sporstoffer.

Skal det bruges som drikkevand må de tilsættes igen . I modsat fald vil vandet reagere ved at `snuppe`de stoffer det mangler fra personen der indtager det, for at komme tilbage til sin oprindelige tilstand.

Kulfilterteknik.

Med kulfilter forholder det sig lidt som omvendt osmose, gavnlige ting tilbageholdes sammen med urenheder, men aktivt kul renser normalt kun  ned til 0,5 my.

Omvendt osmose går meget længere ned, 0,1 my Kulfilteret skal vedligeholdes omhyggeligt.

Lidt om aktivt kul:

Aktivt kul har i mange år indgået som standardløsning til fjernelse af uønskede komponenter fra drikkevand. Oprindeligt blev kullet anvendt til fjernelse af lugt og smag fra overfladevand, men anvendes i dag også til drikkevandsrensning, hvor specielt pesticider og klorerede opløsningsmidler udgør et problem.

Aktivt kul er karakteriseret ved at være et materiale med et utal af porer og med en meget stor overflade. Brugen af kul er baseret på det naturlige fænomen, som kaldes absorption - d.v.s. en partikels evne til at fastholde et molekyle fanget på sin indre eller ydre overflade.

De mest almindelige materialer til aktiv kul i dag er stenkul, brunkul, træ og kokosnød.

Ved en forkulning af udgangsmaterialet samt efterfølgende aktivering dannes et meget stort antal snævre porer.

De mange forskellige typer kul aktiveres efter hvilke stoffer de skal absorbere.

Vandet er efter behandling med aktivt kul renset for de uønskede stoffer, men som ved omvendt osmose kan der også være fjernet vigtige mineraler mv.

Derfor er det nødvendigt at ionisere og strukturere vandet igen, inden det er i stand til at fremme sundheden for den der drikker det.

Det er her Living Water Vortex kommer ind i billedet.